Er bannerannoncering død om 2 år? Vi ved at alle, de her firkantede annoncer, som eksisterer på sider med trafik, ofte ikke har den ønsket effekt i virksomheders online markedsføring. Brugerne har simpelthen lært at frasortere dem, og klikker ikke længere på dem.

Dette bekræftes i en artikel i Børsen i sidste uge, hvor HP’s salgs og marketing direktør Knud Ottosen fortalte, at de havde valgt at topprioritere Search Marketing (søgemaskinemarkedsføring) og forventer at bruge 4 gange så meget på Search i 2008 fremfor bannerannoncer.

Baggrunden for ovenstående beslutning skyldes at et banner klik for HP var op til 10 gange dyrere end et Search marketing klik.

Ingen tvivl om at bannerannoncering kan være god til branding, hvis det anvendes målrettet og kreativt, men til udelukkende at genere salg skal man nok være lidt betænksom.

Hvis du alligevel ønsker at lave bannerannoncering så sørg for, at de bliver afregnet per klik, eller per måned og ikke per visning.

Knud Ottosen Salgs og Marketing direktør siger:

“Særligt direktører og beslutningstagere klikker slet ikke på bannerne,
og derfor er nogle af vores bannerannoncer blevet for dyre”.

Hvad er din holdning til bannerannoncering? Hvordan vil bannerannoncering være i fremtiden? Glæder mig til din kommentar nedenfor.


9 kommentarer RSS feed


  1. Marcel Fuursted

    Jeg tror stadig på bannermarketing, men prisen skal også være rimelig! Der er ingen tvivl om at search marketing giver den bedste ROI og derfor også burde være dyrere end bannermarketing.

    Der findes jo mediebureauer (ja, og medier i det hele taget), som kan afregne på baggrund på klik eller actions ;-)

  2. Søren Sprogø

    Bannerannoncering lever i bedste velgående!

    Men to ting afviger i forhold til hvad man traditionelt tænker på ved bannerannoncering:

    - Afregningsmodellen kører nu på CPA, dvs. du betaler provision for de ordrer banneret bringer ind. Slut med i dyre domme at ligge på forsiden af Jubii, TV2, DBA osv. i en måned, uden det har nogen målbar effekt.

    - Bannerne skyder ikke længere med spredhagl, men bliver “intelligente”. Dvs. bannersystemerne begynder at vise mere og mere relevante annoncer i forhold til indhold og dit besøgsmønster.

    Sidstnævnte er en afledning af førstnævnte. I kraft af at afregningen mere og mere kører som provision, er netværkene nødsaget til at blive mere effektive.

  3. Jørgen Hansen

    Jeg kan se at dem der er for bannerannoncering
    er fremme i skoene, som almen. bruger af alle slags sider, er det ikke noget jeg personligt klikker på og min omgangskreds gør heller ikke,
    ikke engang på google Sponsorerede links så det må være spildte penge.

  4. Nicolas Zangenberg

    Kære alle 3

    Spændende at høre jeres bud.

    Hilsen

    Nicolas

  5. Mattias Skovhøj

    Jørgen Hansen: Man spilder jo ingen penge bare fordi du ikke klikker - for så koster det jo netop ikke noget på Googles sponsorerede links.

    Betaling per visning er en uddød metode, er min opfattelse - idet der kan være milevid forskel fra site til site hvilken effekt det har. De store sites vil sikkert fortsætte med at sælge virkningsløse forsidebannere - som også Søren Sprogø skriver om - men vi andre må finde en anden levevej..

    Betaling per medgået tid er måske en del af fremtiden, men mon ikke affiliate marketing vinder mere og mere frem i den næste periode.

  6. Mikael Larsen

    Jeg forstår godt bekymringen for ovenstående og er enig i at banner ann. har set bedre dage hvis målet er at fange direktører og beslutningstagere. Men hvis målet er at fange den almindelige forbrugere mener jeg bestemt stadig at det har sin berettigelse.

    Jeg selv er også meget optaget af search marketing men er også blevet mere interesseret i at lægge et pres på de hjemmesider som jeg selv ønsker at ann. på mht. optimering af visning af banner ann. i forhold til valg og navigation på den aktuelle site.

    Jeg beskæftiger mig med underholding (koncerter) og hvis en forbruger f.eks. befinder sig på en hjemmeside som skriver anmeldelser af specifikke artister vil det være optimalt at have en banner ann. lige ved siden af som f.eks. har lyd med af artist, video mm.

    Jo jeg ser bestemt muligheder i banner ann. men mener også at behovet for større interaktion, placering og kreativitet er blevet større.

  7. Jens Olesen

    At indrykke dødsannoncer for bannerannoncer er nok lige at sætte tingene på spidsen, blot fordi der i dag findes andre medier som f.eks. søgemaskinemarkedsføring, som ofte leverer bedre ROI og højere konverteringsrater end man kender fra bannerannoncer.

    I stedet bør man jo se på, hvordan de to medier komplementerer hinanden.

    Undersøgelser viser jo f.eks., at kun 8% af brugerne på nettet anvender søgemaskinerne som deres primære kilde til at opnå ’awareness’ om nye produkter m.v., mens søgemaskiner i langt større udstrækning anvendes til at researche på produkter (68% ville anvende search som primær kilde hertil), samt til at sammenligne produktalternativer (42% ville benytte søgemaskinen som primær kilde hertil).

    Så selv om søgemaskiner oftest virker bedst med en langsigtet profil pga. opbygning af quality score, så kan mediet også sagtens anvendes i samspil med f.eks. bannerannoncer, idet at bannerannoncer i første række anvendes til at skabe ’awareness’ om produktet / kampagnen i f.eks. 2-3 uger, før søgemaskinekampagnen for samme produkt sættes i gang.

    Hermed skabes den nødvendige ’awareness’ for produktet gennem bannerkampagnen hvorefter der efterfølgende opsættes en specifik søgemaskinekampagne for produktet som kan anvendes til at opsamle frugterne af arbejdet som den indledende bannerkampagne har gjort.

    Så i stedet for at vurdere de to annonceformer som alternativer bør man i stedet for se banner og search som komplementære medier.

  8. Ozan

    Lad os antage at annoncøren kører search og bannerkampagner sideløbende og at målsætningen er salg. I et sådan tilfælde er det håbløst at tilskrive 100 % af salget til search. Seneste studier viser at der er et markant uplift på search konvertering når brugere er blevet eksponeret for bannere. Det er således ekstremt vovet at proklamere bannerkampagners død. I det studie jeg har set er konvereteringen 30% højere for brugere der er blevet eksponeret for bannere for så at købe gennem search sammenlignet med brugere der ikke er eksponeret af banner og som køber gennem search.

  9. Franck Rasmussen

    På de fleste store sites er det kun muligt at købe bannerannoncering per visning. Det vil dog være en klar fordel, hvis der kunne afregnes per klik eller action. Men jeg tror desværre ikke at de store sites, kan lave nok omsætning ved afregning per klik/action.

    Det nyeste inden for bannerannoncering er teknikken Behavioural Targeting.

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites